Flagranken Henrik – en guirlande med stil og patina

Flagranken har fået navn efter Prins Henrik. En hyldest til en statelig mand, der bragte kulør, hjertelighed og livsglæde ind i det danske kongehus.

I vores hjem fejrer vi altid højtiderne og alt, der er værd at fejre, er værd at fejre med stil. Jeg fik en flagstang til haven i 40 års fødselsdagsgave, og flaget bliver hejst til fødselsdage, til konfirmationer, i anledningen af folketingsvalg og royale begivenheder. Indendørs har jeg en Henrik flagranke hængende i mit køkkenvindue, for det må også gerne være lidt festligt at skrælle kartofler eller vaske op.

Nede i 00’erne, da Dronning Margrethe brækkede to ribben før nytårskuren, og Prins Henrik blev “overhalet” som vært for kuren af Kronprins Frederik fulgte jeg og min familie forundrede med i efterspillet, da prinsen fortrak til sit vinslot i Cahors. Min bedstemor fulgte også med, via ugebladene, og da påsken kom og hun var inviteret til frokost hos mine forældre, faldt snakken på den forsmåede prinsgemal. Min salig bedstemors kommentar til hele affæren er blevet en ting vi siger til hinanden når det passer ind i konteksten, og alle ved hvad der menes. Hun kastede et blik på Billed Bladet med prinsens kontrafej på forsiden. Der blev talt om, at han var kommet hjem til Danmark igen efter sit eksil, og min bedstemor spurgte tørt: “Nå tror I så at han har afmulet?” Hun mente vist ikke, at det med nytårskuren var noget at tage sådan på vej over.

Min beundring for Prins Henriks farverige personlighed begyndte at spire her, med det nye ord, “afmulet” i baghovedet. Han var en meget smilende mand, intelligent, belæst og berejst, og jeg har læst flere af de biografier der er skrevet om ham. Da han begyndte at være tro mod sig selv, begyndte danskerne at holde mere af ham. Det bør være et eksempel for alle at følge. Vi skal være dem, vi er, ikke dem, som andre ønsker at vi skal være.

Denne fane ny og god giver jeg til Henrik.